Tanganyikasøen
Tanganyikasøen, Lake Tanganyika, stor sø i Østafrika; 32.900 km2. Søen er smal, langstrakt (675 km) og meget dyb (1440 m). Kun Bajkalsøen er dybere, og Tanganyikasøen rummer ligesom denne næsten en femtedel af alt søvand i verden. Søen rummer en stor biologisk mangfoldighed, bl.a. mange cichlide arter. Under 200 m dybde er der ikke liv, hvilket skyldes manglende opblanding af overflade- og bundvand. Området omkring søen er tætbefolket og har bl.a. landbrug og fiskeri. Om natten sejler fiskere ud på søen og fanger med lys og net den økonomisk betydningsfulde sildefisk dagaa, Stolothrissa tanganicae. Søen har mindst 250 arter af cichlider, hvor af de fleste bor langs kysten ned til en dybde af cirka 180 meter (590 fod). Mange arter af cichlider fra Tanganyika søen er populær fisk blandt akvarie ejere på grund af deres lyse farver. Overfladetemperatur i Tanganyika søen ligger mellem 23 og 31 C, selvom de fleste fisk lever i områder med en temperatur på 24-29 C. Vandet er medium hårdt med en dH 7-11, og pH varierer fra 7,8 til 8,8. Tanganyika søens cichlider har tilpasset sig de økologiske nicher i søen for at overleve. Således er cichlider fra Tanganyika søen varierer meget i kropsformen, i modsætning til den ensartede udformning af deres kolleger i Lake Malawi. Fodermuligheder af Lake Tanganyika cichlider er også forskellige. En interessant eksempel på en specialisering af fodrings opførsel, er at spise finner eller øjne på andre fisk.
Søens cichlider
I de fleste tilfælde vil en Tanganyika cichlide falder i en af to scenarier. En stor del af fisk bebor den klippefyldte kyst område af Tanganyikasøen. Disse fisk bør opbevares i en balje med et sten set-up. Sten kan bruges til at bygge huler, overhæng, tunneller, og ujævnheder. Disse strukturer tjener som fine gyde steder og hvad vigtigere er, som skjulesteder. Dominerende fisk vil hurtigt etablere territorier, blandt de huler, derfor er det vigtigt at skabe et hjem for hver fisk. For cichlider der bebor de sandede områder, Disse fisk skal ha et underlaget af fin sand med en spredning af sneglehuse. Disse sneglehuse vil cichliderne bruge til at søge ly i og gyde. Uafhængigt af biotopen, skal alle Tanganyika cichlider skal være forsynet med et stort åbent svømme områder. De skal have meget lidt eller ingen strøm, som Tanganyikasøen.
Som med mange andre cichlider, udviser Tanganyikasøens cichlider en aggressiv adfærd. Aggressionen kan spredes ved at holde et stort antal af fisk i en balje med masser af sten og gemmesteder. Hvis der kun et lille antal cichlider kan skænderier være mere fælles. Med hensyn til et selskabsbalje, kan cichlider af samme størrelse let kombineres med andre af Tanganyikasøen arter. Tanganyika cichlider kan holdes sammen med andre robuste cichlider og maller af samme størrelse og vand krav. Nogle arter af Malawi cichlider er egnede ledsagere. De fleste Tanganyika cichlider vil gerne spiser især krebsdyr og insektlarver, nogle arter vil tage tørfoder herunder flager, tabletter og piller. Nogle arter vil tage alger. Alle Tanganyika cichlider bør gives en varieret kost for at holde dem i topform. Før man kan få unger med Tanganyika cichlider, skal et kompatibel par skal findes. For at opnå dette, bør man starte med fem til seks umodne fisk af hver art og tage dem fra unge. Baljen skal kun indeholde disse fisk og nogle af fiskene vil ende med at blive chikaneret. De vil ofte stå tilbage ved at gemme sig i en hule eller et hjørne. Disse fisk bør flyttes til et særskilt akvarium. Denne overførsel skal fortsætte, indtil der kun en han eller et par hunner tilbage. Æglægning kan komme med tiden, efter flere måneder eller et år. Efter første gydning, bør parret være flyttet til et større akvarium, da de er en kompatibel par.
Sneglehuslegere
Denne gruppe omfatter fisk af slægterne Altolamprologus, Lamprologus, Julidochromis, og Neolamprologus. Et par vil graver et hul i underlaget og etablere et område omkring det. Afhængigt af arter fra ti til flere hundrede æg vil blive udformet på et tidspunkt. Parret vil forsvare det territorium mod udefrakommende angribere. En anden type er mundruger fundet i Tanganyikasøen er sneglehusleger. Der er omkring ni arter af Lamprologus, der er kendt som sneglehusleger. Hver hun etablerer et område i et tomt sneglehus, hunnen lægger æg i sneglehuset. Afhængigt af arten, er hannen monogame eller polygame. Monogame hanner vil besøge hunnens sneglehus og befrugte hendes æg. Polygame hanner vil besøge sneglehuse af flere hunner, i begge tilfælde er hunnerne overladt til omsorg for de unge og yngel.
Mundrugere
Denne gruppe omfatter bl.a. Cyphotilapia, Cyprichromis, Eretmodus, Tropheus, og Xenotilapia. Normalt er æggene spredt ud eller lagt på et underlag. Derefter bliver de befrugtet af hannen, enten i hunnens mund eller på et underlag. Antallet af æg varierer meget på de arter, med Tropheus arter er der så få som 5-10 æg og Lobochilotes arter flere hundrede. Æggene udklækkes på omkring 30 dage ved en temperatur på 28-30c. Ungerne er ret store, fra 1,3 til 1,6 cm i længden, når ungerne er frit svømmende og i stand til at overleve på egen hånd. Selv om de unge er i stand til overleve på egen hånd søger de stadig tilflugt i moderens mund hvis der er fare på færre og nogle gange om natten. Moderen spiser mad, mens hun rugende æggene, derfor er det sandsynligt, at yngel spiser også i deres tid i halsen hulrum. Efter omkring en uge er de opgivet af forældrene og må klare sig selv. Start fodring med Artemia nauplii, dafnier, og knust tørfoder.
Sneglehuslegere
Denne gruppe omfatter fisk af slægterne Altolamprologus, Lamprologus, Julidochromis, og Neolamprologus. Et par vil graver et hul i underlaget og etablere et område omkring det. Afhængigt af arter fra ti til flere hundrede æg vil blive udformet på et tidspunkt. Parret vil forsvare det territorium mod udefrakommende angribere. En anden type er mundruger fundet i Tanganyikasøen er sneglehusleger. Der er omkring ni arter af Lamprologus, der er kendt som sneglehusleger. Hver hun etablerer et område i et tomt sneglehus, hunnen lægger æg i sneglehuset. Afhængigt af arten, er hannen monogame eller polygame. Monogame hanner vil besøge hunnens sneglehus og befrugte hendes æg. Polygame hanner vil besøge sneglehuse af flere hunner, i begge tilfælde er hunnerne overladt til omsorg for de unge og yngel.
Mundrugere
Denne gruppe omfatter bl.a. Cyphotilapia, Cyprichromis, Eretmodus, Tropheus, og Xenotilapia. Normalt er æggene spredt ud eller lagt på et underlag. Derefter bliver de befrugtet af hannen, enten i hunnens mund eller på et underlag. Antallet af æg varierer meget på de arter, med Tropheus arter er der så få som 5-10 æg og Lobochilotes arter flere hundrede. Æggene udklækkes på omkring 30 dage ved en temperatur på 28-30c. Ungerne er ret store, fra 1,3 til 1,6 cm i længden, når ungerne er frit svømmende og i stand til at overleve på egen hånd. Selv om de unge er i stand til overleve på egen hånd søger de stadig tilflugt i moderens mund hvis der er fare på færre og nogle gange om natten. Moderen spiser mad, mens hun rugende æggene, derfor er det sandsynligt, at yngel spiser også i deres tid i halsen hulrum. Efter omkring en uge er de opgivet af forældrene og må klare sig selv. Start fodring med Artemia nauplii, dafnier, og knust tørfoder.
Opsætning af baljen
Baljen skal helst ikke være under 128 liter, et 54 liters kan til nød gå med en lille flok (7-11 stk.) sneglehuslegere så som Neolamprologus brevis. Baljen indrettes med klippekyst i den ene ende, og fri sandbund i den anden. Bundlaget skal helst være fint sand, som er skånsomt for fiskene at grave i, hvilket mange arter sætter pris på. Man skal være forberedt på at dette sand kan blive flyttet en del rundt! Denne biotop skal også indeholde sten, da de fleste Tanganyika cichlider er hulelegere, sten give også gode gemmesteder til fiskene. Næsten alle sten kan anvendes, nogle af de mest almindeligt anvendte sten er: Granit, Faxekalk, Kenyarocks og lava. Granit findes i mange farver, og det er en god ide, at sørge for at de matcher hinanden nogenlunde. Trærødder kan sagtens anvendes i denne biotop, man skal blot være opmærksom på, at de skal være vandtrukne, så de ikke rådner.
Planter til baljen
Planter som egner sig til denne biotop er Javabregne og Anubias arterne, de udmærker sig ved at kunne vokse uden at være plantet i bundlaget, men også mange Cryptocoryne arter passer fint, især fordi de alle er i stand til at klare sig med meget lidt lys.